Berettermodellen 

En berettermodel er et analyseværktøj, du kan bruge i danskfaget. Hvis du sidder med en tekst, du skal have åbnet op for, så er berettemodellen et rigtig godt sted at starte. Typisk kan du benytte den til romaner, noveller og endda eventyr. Måske bedre kendt som Hollywood-modellen, kan den også benyttes på film, da stort set alle fortællinger i filmens verden følger denne model for analyse.

 

Berettermodellen følger en spændingskurve, der gradvis stiger med få stop undervejs. Det bærer fortællingen fremad, så man føler sig godt underholdt og fanget, mens man læser eller følger med på skærmen. Det er også en model, som fungerer til andre medier som teater og TV, og mange dokumentarer følger i dag den model for at fange seerens interesse.

Eksempel på spændingskurve

 

Læs også om Maslows behovspyramide her

Berettermodellens 7 faser

 

Berettermodellen følger 7 faser, der alle repræsenterer et punkt på spændingskurven:

 

1. Anslag: Her bliver tonen slået an. Det fungerer som en appetitvækker for resten af historien. Her skulle du gerne blive nysgerrig, så du fortsætter med at læse. Det handler om at fange læseren. Hovedpersonen kan godt blive introduceret her. Vi kan også blive smidt ind midt i handlingen, in medias res, som betyder ”midt i tingene”. Hvis vi ser en film, skulle vi gerne have lyst til at træde ind i fiktionen og lægge virkeligheden bag os. Det er en overgang fra virkeligheden til filmens univers.
2. Præsentation: Her bliver hovedpersonerne for alvor introduceret. Samtidig bliver vi præsenteret for hovedpersonens relation til andre karakterer i historien. Vi ser dem i deres hjemlige rammer, får en idé om, hvem de er og kan måske tilmed identificere os med dem. Det er samtidig her konflikten bliver præsenteret med tilhørende delkonflikter, hvis der er nogen.
3. Uddybning: Her træder konflikten frem i lyset og kommer i fokus. Mens vi lærer hovedpersonerne at kende, bliver vi også opmærksomhed på deres motiver, hvad de vil, og hvad de ønsker. På samme tid bliver hovedpersonerne draget ind i konflikten, og vi forventer, at historien drives fremad.
4. Point of no return (P.O.N.R.): Her når vi et punkt i historien, hvor vi ikke kan vende tilbage til udgangspunktet. Det er et afgørende øjeblik i fortællingen, da konsekvenserne af konflikten nu er blevet så store, at hovedpersonen ikke længere kan bakke ud. Der er en forpligtelse til at fortsætte, og hovedpersonen må tage konsekvenserne i sidste ende. Med konflikten i fokus bliver historien nødt til nå til sin endelige konklusion.
5. Konfliktoptrapning: Konflikten trappes op, og vi nærmer os klimaks. Spændingen stiger så meget, at vi gerne vil have en forløsning på historien. Vi søger mod afspændingen. Her kan hovedpersonerne også ændre sig undervejs, da presset fra konflikten kan være så stort, at hovedpersonen lider under det.
6. Klimaks: Her er historien på sit højeste, spændingen kulminerer og forløses, og vi finder ud af, hvem der vinder eller taber, om målet bliver nået. På film vil det oftest være stillet op, som hvem der lever, eller hvem der dør.
7. Udtoning: Historien udfases og afsluttes, og konflikten afklares. Sammen med hovedpersonerne bearbejder vi historien og kommer ovenpå igen. Vi vender tilbage til den gamle orden, eller måske opstår der en helt ny. I mange film vil vi her ofte opleve en twist i fortællingen, der kaster et nyt lys over de handlinger, som vi lige har fulgt.

 

Læs også om Minerva modellen her

Analyse af novelle

Hvis vi bruger berettermodellen på en kendt historie som eventyret om Rødhætte, så kan det hjælpe os til at forstå, hvordan den fungerer:

 

• Anslag: er ”Der var engang.” Her bliver Rødhætte introduceret som vores hovedperson, og alt ånder fred og idyl i skoven, hvor hun går en tur.
• Præsentation: Vi lærer Rødhætte at kende og får at vide, hun bor i en hytte i skoven med sin bedstemor.
• Uddybning: Vi får uddybet deres relation, og bedstemoren er syg, så Rødhætte må tage sig af hende. Derfor må hun gå til byen og hente en kurv med mad til hende. Det er her vores historie er klar til at tage fat.
• Point of no return: På vej til hjem fra købmanden forlader Rødhætte stien og møder ulven, som hun taler lidt med. Ulven repræsenterer en eskalering af konflikten, og vi kan ikke længere vende tilbage til idyllen i udgangspunktet.
• Konfliktoptrapning: Ulven spiser bedstemoren for at narre Rødhætte. Ulven ønsker at spise Rødhætte.
• Klimaks: Ulven spiser Rødhætte, indtil jægeren kommer og skærer ulven op. Både Rødhætte og bedstemoren overlever.
• Udtoning: Nu hvor ulven er død, så er alle glade, og de kan nu spise den mad, som Rødhætte har hentet hos købmanden.

 

 

Et andet eksempel ser vi i bogen Twilight, der blev filmatiseret i 2008:

 

• Anslag: Bella flytter over til sin far på USA’s østkyst. Hun vil ikke rigtigt væk fra solen og varmen, hun kommer fra, og forholdet til hendes far er lidt distanceret. Hun bliver præsenteret som lidt akavet og introvert.
• Præsentation: Bella starter i skolen og får nye venner blandt andet den langhårede Jacob, en lille vennegruppe fra sin klasse. Og så bliver hun præsenteret for Edward, der er meget mærkeligt, men også lidt mystisk. Som læsere og seere bliver vi nysgerrige på, hvem denne Edward er, og hvorfor han er så mærkelig.
• Uddybning: Bella lærer Edward at kende, og hun finder ud af, at han er tankelæser. Hun bliver mere og mere suget ind i hans verden og optaget af hans natur.
• Point of no return: Bella finder ud af, at Edward er vampyr. Det vender op og ned på hendes verden, og hun kan ikke længere vende tilbage til det verdensbillede, hun kender. Hun lærer historien om Edward og hans familie, og om vampyrernes gang på jorden.
• Konfliktoptrapning: Edward og Bella bliver kærester. Andre vampyrer rundt om i verden finder ud af, hvad der foregår, og de vil sætte en stopper for det, da de mener det truer deres orden og plads på jorden. Spændingen stiger. En vampyr James bliver ved med at jage hende, og pludselig er Bellas far også truet på livet.
• Klimaks: Vampyrerne fanger Bella, men Edward og hans familie kommer hende til undsætning. Hun reddes, men Edward må ofre en masse af sig selv for det.
• Udtoning: Bella finder sig til rette i sin nye verden. Hun vil hellere være der end at vende tilbage til den verden, hvor hun levede i uvished omkring vampyrer. Edwards familie tager godt imod Bella, og alt i slutningen leder frem til, at vi skal have en opfølger til historien.

 

Bogen Vil du se min smukke navle?

af Hans Hansen fra 1976, filmatiseret af Søren Kragh Jakobsen et par år senere, kan vi også benytte berettermodellen på for at finde ud af, hvordan historien fungerer:

 

• Anslag: Vi sidder med vennerne Claus og Jørn på et drengeværelse i halvfjerdserne og kigger i et pornoblad. Claus er vores hovedperson, han er stille og genert, mens Jørn er mere udfarende og direkte.
• Præsentation: Vi finder ud af de skal til Sverige på hyttetur, og Claus er lidt varm på en pige fra klassen, der hedder Lene. Han ved ikke, hvad hun synes om ham, og hans tanker kredser hele tiden i hendes retning.
• Uddybning: Han låner Lene sin sovepose, inden de tager afsted. Han har ikke selv en sovepose, men han finder et kludetæppe og en pose, så går det nok, tænker han. De tager på afrejse til Sverige, og Claus tænker hele tiden på Lene.
• Point of no return: Claus og Lene skal hente proviant oppe hos købmanden tæt på, hvor de bor med klassen i Sverige. De beslutter sig for at tage ud på en robåd sammen. Lene spørger om ikke, Claus vil kysse hende. Det vil han gerne, og de kysser. De kan nu ikke vende tilbage til udgangspunktet, da de har delt noget sammen.
• Konfliktoptrapning: Lene holder afstand til Claus efter kysset i robåden. Samtidig er der spændinger i lejren, da nogle fulde svenskere kører forbi lejren og lægger an på pigerne, som er langt yngre end dem. Læreren Svendsen truer med at ringe til politiet, men unge Gert skræmmer dem væk i et raserianfald.
• Klimaks: Claus får endelig tid med Lene igen, og hun stiller ham det dristige spørgsmål: Vil du se min smukke navle? De deler nogle ømme øjeblikke, og Claus får besked om, at Lene også kan lide ham.
• Udtoning: Vi vender hjem fra Sverige, og Claus har mere ro i sindet end nogensinde før.

Berettermodellens anvendelse

Berettermodellen kan bruges på stort alle fortællinger, om det er romaner, noveller, eventyr, film og TV, dokumentarer eller sågar nyhedshistorier. Det skal betragtes som en måde at åbne op for en fortælling, det er ikke en lov, der skal følges for at få en historie til at fungere. Som vi kan se ovenover, er det et fortolkningsspørgsmål, hvordan man får historiens delelementer til at passe ind i spændingskategorierne.

 

Mange bruger berettermodellen til at forklare, hvorfor en tekst er struktureret som den er, hvorfor vi bliver fanget af den, og hvorfor vi gerne vil have en forløsning til sidst. Hvis vi ikke har en god følelse i kroppen, når vi afslutter en roman eller en film, så kan det være, fordi der er blevet leget med berettermodellen og strukturen. Berettermodellen er derfor populær i Hollywood, fordi du er garanteret en god afslutning på historien, uanset om den er tragisk eller lykkelig. Berettermodellen leder altid til en forløsning.

 

Læs også om Aktantmodellen her