Aktantmodellen er en enkel model, der bruges til at analysere personer i fortællinger – især i eventyr. Denne model hjælper med at redegøre for hver person og den rolle, de spiller i fortællingen.
Selvom aktantmodellen mest er tiltænkt eventyr, kan den bruges i mange sammenhænge. Den er typisk lettest at bruge på eventyr og mere konkrete tekster, da disse ofte gør det nemt at se, hvilke personer, der spiller hvilke roller, og hvilken betydning det har for hele fortællingens udfoldelse. Aktantmodellen kan dog også bruges på blandt andet film, reklamer, serier, noveller og mange andre typer tekster. Her skal man dog være forberedt på, at modellen ofte ikke vil kunne blive helt udfyldt, og at alle rollerne ikke vil kunne analyseres. Modellen er dog stadig god til at finde frem til, hvilke roller mange af de forskellige karakterer har.
Når man bruger aktantmodellen, kalder man de roller, personerne i fortællingen har, for aktanter, og det er heraf, at modellen har fået sit navn. Modellen er god til at sammenligne tekster med, og den bruges ofte i analyse af skønlitteratur.
De seks roller i aktantmodellen
Aktantmodellen tager udgangspunkt i seks faste roller i en fortælling. Disse roller findes ofte i eventyr Det vil derfor typisk være nemt at udpege dem i de fleste klassiske eventyr. De seks roller er:
- Subjekt
- Objekt
- Hjælper
- Modstander
- Giver
- Modtager
Subjektet er hovedpersonen i fortællingen, der som oftest har et mål, han eller hun arbejder sig hen mod i løbet af fortællingens udfoldelse. Det kunne være at opnå et ønske eller at udføre et objektiv.
Objektet er hovedpersonen eller Subjektets mål. Dette kunne både være en person, en genstand eller noget mere uhåndgribeligt som for eksempel lykke.
Hjælperen er en person eller en ting, der hjælper Subjektet med at nå sit mål.
Modstanderen er den eller det, der står i vejen for, at Subjektet kan nå frem til Objektet. Dette er ofte den “onde” karakter, der aktivt prøver at forhindre hovedpersonen i at nå sit mål.
Giveren er den eller det, der giver Objektet væk til Subjektet,
Modtageren er den, der i sidste ende får Objektet, hvilket i de fleste tilfælde er Subjektet.
Aktantmodellen visualiseres ofte ved at sætte de seks aktanter ind i et diagram med pile mellem dem, der viser, hvilke aktanter, der “peger” på hvilke andre. Denne illustrering fungerer altså til at vise, hvordan de forskellige aktanter interagerer med hinanden. Subjektet peger på Objektet, Hjælper og Modstander peger både på Subjektet og Giveren og Modtageren peger som regel begge på Objektet.
Læs om minerva modellen her
Aktantmodellens oprindelse
Aktantmodellen er baseret undersøgelser af russiske folkeeventyr lavet af Vladimir Propp, der var en russiske folklorist og sprogforsker. Propp blev født i Sankt Petersborg i 1895, og gennem hans liv udførte han analyser og undersøgelser.
Det er vigtigt at notere, at Vladimir Propp ikke er den, der skabte aktantmodellen. Aktantmodellen blev blot baseret på Propps mest kendte værk, Morfologia skazki, der udkom i 1928, og blev oversat til engelsk, Morphology of the Folk Tale, i 1958, hvorefter det blev mere kendt i Vesten. Dette værk var centreret omkring at kortlægge de “love”, der styrer historiens udviklingen fra indledning til slutning i et folkeeventyr.
I udarbejdelsen af Morfologia skazki, brugte han eventyrsamlingen Russkie narodnye skazki som materiale. Hans metode fokuserede på struktur og havde til formål at beskrive alle enkeltdelene i en fortælling samt relationerne mellem disse enkeltdele og forholdet mellem delene og helheden. Dette ledte hans opstilling af de 31 eventyrfunktioner.
De 31 eventyrfunktioner
Eventyrfunktionerne kan opstilles som en liste, der beskriver hver vigtig del af handlingen i fortællingen, og de kan samles under Indledning og Hovedhandling.
Den første funktion, man ser under indledningen er, at et af heltens familiemedlemmer forlader det sikre miljø, de bor i. Dette kunne også være helten selv, der er tale om, eller en anden person, der har en relation til helten, som helten senere må redde. Dette sætter gang i spændingerne i historien og kan fungere som heltens introduktion, hvor han eller hun ofte bliver skildret som en helt almindelig person.
En funktion, der finder sted senere i historien, er når helten og skurken mødes og påbegynder en form for kamp eller konkurrence, som helten senere vinder.
Den sidste funktion i fortællingen er, at helten modtager sin præmie, hvilket ofte er ved at gifte sig med en prinsesse.
En funktion i eventyret bliver af Propp defineret som et optrin eller en episode. Propp havde en meget videnskabelig tilgang med fire grundteser:
- Funktionerne er konstante elementer, der er uafhængige af dem, der bærer dem, og hvordan de fremføres
- Der er et begrænset antal af funktioner i et folkeeventyr
- Funktionernes rækkefølge er altid den samme
- Som følge af denne struktur hører alle folkeeventyr til én gruppe
Vladimir Propps arbejde har været en stor inspiration for mange forskere, og det var Algirdas Julien Greimas, der i 1966 fik præsenteret Propps resultater på en mere pædagogisk måde i Sémantique structurale. Det var her, at aktantmodellen blev lanceret.
Læs om det moderne gennembrud her
Sådan bruger du aktant modellen
Aktant modellen er velegnet til at redegøre for den centrale konflikt i fortællingen. Ved at vide, hvilke aktanter – altså vigtige personer – der er i fortællingen, og hvilke mål de har, samt hvilke roller de spiller, kan man hurtigt finde frem til fortællingens plot. Man kan nemt identificere de to modpoler, der skaber den spændingsflade, som hele historien handler om.
Når man analyserer en fortælling med aktant modellen, skal man huske på, at alle aktanterne ikke nødvendigvis behøver at være personer. De kan også være genstande, dyr eller ikke-fysiske ting. Der kan desuden sagtens være flere personer eller genstande under hver aktant. Modstanderen kan være vejret, en lang distance eller i nogle tilfælde Subjektet selv, men det kan også være en kombination af alle tre. Objektet kan være en person – ofte en prinsesse – men kan også være noget fysisk, som blandt andet rigdom, eller en sindstilstand, som for eksempel lykke. Det er derfor vigtigt ikke kun at kigge på personerne i historien, når man laver sin analyse.
Et godt udgangspunkt for analysen
Det bedste sted at starte, når du skal analysere en fortælling med aktantmodellen, er typisk ved at identificere Subjektet. Dette er hovedpersonen, og fortællingen vil ofte blive fortalt fra hans eller hendes synspunkt, selv hvis historien er skrevet i tredje person. Herfra kan man nemmere finde frem til resten af aktanterne, ud fra Subjektets handlinger og historiens udfoldelse.
Drømmer Subjektet om at blive lykkelig, så er lykke højst sandsynligt Objektet. Er der en person, der står i vejen for Subjektets mulighed for at blive lykkelig, så er den person Modstanderen. Har Subjektet en ven, eller kommer der måske et magisk væsen og hjælper Subjektet, så er det Hjælperen. Man tager altså udgangspunkt i Subjektets “rejse” og kigger på de ting, der sker undervejs, og hvordan de påvirker Subjektet negativt eller positivt. Er det negativt, så er der nok tale om en Modstander, og er det positivt, er der tale om en Hjælper. Og det, som Subjektet typisk opnår til sidst i fortællingen, er Objektet.
Når man har identificeret de seks aktanter, kan man desuden bruge deres interaktion til at analysere de tre akser: kommunikationsaksen, projektaksen og konfliktaksen. Disse akser viser, hvilke modsætninger, der er mellem personerne i fortællingen, samt i hvilken retning historien bevæger sig.
Eksempel på aktantmodellen
For at få en bedre forståelse af aktantmodellen, kan det hjælpe at se den brugt på kendte eventyr som for eksempel Klodshans eller Den lille Rødhætte.
Vi kender alle H. C. Andersens eventyr om Klodshans, der gerne vil vinde prinsessen. På trods af hans brødre og konge, der står i vejen, opnår han dette mål. Hvis man skal fordele personer, dyr eller genstande på de seks aktanter, ville det være som følgende:
- Subjekt: Klodshans
- Objekt: Prinsessen
- Hjælper: Klodshans’ far, ged/pludder/krage/træsko samt Klodshans’ egen optimisme
- Modstander: Klodshans’ brødre, prinsessen
- Giver: Kongen
- Modtager: Klodshans
Kigger man på Den Lille Rødhætte af Brødrene Grimm, vil man også kunne finde alle seks aktanter. Rødhætte skal besøge sin syge bedstemor, men en ulv kommer i vejen og spiser både bedstemoren og Rødhætte. En jæger kommer forbi og redder dem. Her vil aktanterne være som følgende:
- Subjekt: Rødhætte
- Objekt: At besøge bedstemoren og give hende kurven med kage og vin, samt at overleve
- Hjælper: Jægeren
- Modstander: Ulven, Rødhættes egen nysgerrighed
- Giver: Rødhætte, hendes mor, jægeren
- Modtager: Rødhætte, bedstemoren
Det er forholdsvist ligetil at benytte aktantmodellen på begge eventyr, hvis man tager udgangspunkt i heltene, altså Klodshans og Rødhætte. Det er dog vigtigt at huske, at hver aktant sagtens kan være mere end én person eller ting, hvilket også er tilfælde for begge af disse fortællinger. Ved at bruge samme fremgangsmåde, kan man komme til at analysere de fleste klassiske eventyr, samt mange andre typer af fortællinger.
Ander læsere synes også godt om vores artikel om Maslows behowspyramide