Rabatkoder har efterhånden fået godt tag i mange danske webshops. Her kan kunderne enten få en given procentvis rabat på deres køb, de kan købe 3 og betale for 2 eller måske få fri fragt. Alligevel er det ikke indenfor alle brancher, at det er lige velanset. Og det er heller ikke indenfor alle brancher, at rabatkoder er den rette løsning. Alligevel kan det være værd at oveveje. Også for din forretning.
Tre gode grunde til at anvende rabatkoder
Du har måske allerede overvejet om det var vejen frem for dig og din business. Måske er du stadig lidt i tvivl om det overhovedet er umagen værd. Om det på nogen måde, kan være med til at booste din onlineforretning. Det korte svar er: Ja. I hvert fald i langt de fleste tilfælde. Det skyldes at der er flere gode fordele ved at tilbyde både nuværende og potentielle kunder en rabat i form af en kode. Helt konkret tre fordele:
- Det kan skabe mersalg
- Det giver gladere og mere tilfredse kunder
- Det tiltrækker nye kunder
Det kan derfor være en god idé at lægge lidt kræfter her.
Tiltræk nye kunder med rabatter der batter
Der er næppe noget der kan tiltrække nye kunder, som en smule rabat. Du kender det sikkert allerede fra nogle af de større kæder indenfor mode, der ofte tilbyder rabat til nye kunder. Det eneste man skal gøre, er at skrive sig op til deres nyhedsbrev. Og haps! Så har man fat i potentielle kunder. Men det kræver at man udnytter de informationer man har fået, så man fastholder dem. For nøjagtig som mange går ind i butikkerne på Strøget bare for at kigge, så gælder det samme også for net butikker. Faktisk er det kun en brøkdel af dem, der kigger på din webshop, der reelt bliver til kunder. Med mindre du hjælper dem lidt på vej. Det kan du gøre ved at målrette kommunikationen til den enkelte besøgende. Har vedkommende for eksempel kun kigget på sommerkjoler, så bør du lave målrettede annoncer og nyhedsbreve med sommerkjoler. Lidt som en reminder med en rabatkode som ekstra bonus.
Men glem ikke stamkunderne
Men du må ikke glemme dine kernekunder. De loyale og trofaste. De skal føle sig som noget særligt, hvis de skal fortsætte med at handle hos dig. For konkurrencen er hård, og de kan sikkert få en del af de samme varer andre steder. Billigere. Her kan et godt trick være at tilbyde dem en rabatkode der er lige lidt højere end den de nye kunder får. Du kan også vælge at give dem noget med gratis, når de handler – uden at gøre et større nummer ud af det. Mere som en selvfølge, at her sætter vi pris på vores kunder. Det kan være alt fra en lille håndcreme til en lille personlig hilsen. Mere skal der egentlig ikke til!
Giv dine kunder lidt ekstra
Du kan også bruge rabatkoder sammen med give aways. Måske har du et stort lager af noget, som ikke helt sælger længere. Måske har du en masse vareprøver, som bare ligger og samler støv. Her kan du med fordel tilbyde alle ordre over et givent beløb en gratis ting med i købet. Blot de bruger en rabatkode. Alle elsker jo at få ”noget ekstra”, så det kan hurtigt vise sig at blive en succes med god avance!