Det at fortælle en historie er en kunstart med rødder helt tilbage til antikken. Faktisk har mennesker altid fortalt historier. Men for at være en god historiefortæller, så er det ikke ligegyldig, hvordan du sammensætter en historie. Her ser vi nærmere på dramaturgi, altså historiens opbygning, og bliver dermed bedre historiefortællere.
Dramaturgi- hvad er det?
Dramaturgi betyder handlingslære, og er en betegnelse for den dramatiske kompositionskunst. Altså det håndværk, som det er at fortælle en historie. Dramaturgi-begrebet stammer fra teaterets verden, hvor det omhandler den videnskaben, det er at give en historie form, sådan at det gør det mulig for skuespilleren at formidle den. Men selv om dramaturgien udspringer fra teateret, og senere filmskabelse, så er det også et vigtigt redskab for andre faggrupper. Faktisk så kan alle som arbejder med formidling, have stort udbytte af at lære lidt om dramaturgi.
Indenfor den teaterets verden, så er dramaturgi helt afgørende for en dramatiker, da dramatikeren selvfølgelig skal have fuld forståelse for, hvordan historien skal bygges op. Det samme gælder manuskriptforfatter til fjernsyn og film, samt en instruktør. Dramaturgi er vigtig, ikke kun i den funktionelle historiefortælling, men også inden nyhedsmedier og aktualitetsprogrammer. Det gælder nemlig om at fastholde seeren, noget man gør bedst, hvis man sammensætter programmer som gør, at de får lyst til at kigge med. Også dem som opbygger virtuelle spil, skal have forståelse for dramaturgi og historiefortælling, da man skal fortælle historier som, er spændende og som fanger interessen.
Dramaturgi er simpelthen den måde man sammensætter en historie, og hvordan man formidler fortællingen videre til et publikum på en måde, som gør dem interesseret. En måde man kan forstå dramaturgi-begrebet, er at dramaturgen er, historiens eller tekstens, mekaniker, som kan justere og skru historien sammen, sådan at den kører så godt som mulig. Til dette arbejdet er der udviklet flere dramaturgiske modeller, som Berettermodellen og Aktant-modellen. Hvis man ønsker at specialisere sig inden dramaturgi, så kan man læse til dramaturg ved Aarhus Universitet, men dramaturgi som videnskab er også en vigtig del at undervisningen i teatervidenskab, film og medier, dramatik eller instruktør uddannelse.
Dramaturgiens historiske rødder
Helt siden mennesket blev til, så har historiefortælling været en naturlig del af vores liv. Historier er en måde at lære på, samt en måde at bearbejde det oplevede på. Det er altså en naturlig, og vigtig del, af alle menneskers liv. Dramaturgi som et teaterfagligt begreb stammer helt tilbage fra Antikken, hvor Aristoteles skrev den berømte lille bog, Poetikken, fra ca. 300 f.Kr. I denne bog, som er en vigtig del af den dramaturgiske forståelse den dag i dag, så skriver Aristoteles om tragedie og komedie, hovedsagelig tragedien.
Aristoteles bog Poetikken, har senere været forløber for det man kalder den aristoteliske dramaturgi, og er det første værk, hvor der bliver nedskrevet en form for komposition af et dramatisk værk. Altså et regelsæt for at fortælle historier, på en måde som gør den relevant for publikum.
Igennem historien så har dramaturgien været igennem flere udviklinger, og inddelinger i forskellige modeller. Dramaturgi skal derfor ikke forstås som noget det er et bestemt facit på, selv om der i dag findes flere forskellige dramaturgiske modeller som kan anvendes. Historiefortællingens kunst, vil blive ved med at udvikle sig. Og der hvor der er regler for, hvordan det skal gøres, vil der også opstå modstand og nye retninger. I de neste afsnit ser vi nærmere på de to hovedretninger, nemlig det aristoteliske drama og det episke drama.
Det aristoteliske teater
Det aristoteliske teater, er en klassisk form for drama, som kan siges at være forløber til de mange klassikere, og senere typiske Hollywood film. Det som Aristoteles skrev om i Poetikken, var at historien skulle have en logisk sammenhængende spændings opbygning, som ender ud i en konflikt, samt en løsning af konflikten. Målet for hovedpersonen var at opnå en såkaldt katharsis, altså en renselse, som var en følelsesmæssig forløsning. Målet var så at tilskueren skulle leve sig ind i historien, og have medfølelse med hovedpersonen. Der var også fokus på tiden, stedet og handlingens enhed.
Den aristoteliske model
Den aristoteliske model er forløber til realisme og naturalisme, hvor målet var at skabe en virkelighedstro afspejling af virkeligheden. Publikum skulle have fuld indlevelse og følelsen af illusion. Der blev i den grad dyrket følelsesmæssig involvering i fortællingen, noget som Hollywood senere har udviklet til perfektion.
Berettermodellen kan siges at være inspireret ud fra dette, det samme med de typiske Hollywoodfilm, som ofte følger denne model. Berettermodellen kaldes også hvalen, da den har form som en hval. I berettermodellen så bevæger handlingen sig fremad i en stigende spændingskurve, hvor historien er sat sammen gennem et forløb af årsag- virkning.
Berettermodellen starter med et kort anslag, som skal fange publikumsinteresse. Herefter følger præsentationen, hvor vi får indblik i hvad og hvem som er med i historien. Herefter kommer der typisk en uddybning, som komplicerer det hele lidt. I point of no return sker der noget dramatisk, som gør at der er ingen vej tilbage for hovedpersonen. Herefter kommer en konfliktoptrapning, hvor det dramatikken strammes, efterfulgt af et voldsomt dramatisk klimaks. Herefter kommer der en kort udtoning af historien. Målet med denne form for dramaturgi, er at historien skal fortælles på en måde hvor publikum fatter interesse og følger handlingen. Indlevelse er meget gerne en naturlig konsekvens af dette.
Det episke teater
Det aristoteliske teater fik sin modreaktion med det episke teater. Det var tyskeren Berthold Brecht som skabte det episke teater på 1900- tallet, som var et teater hvor man skulle undgå den følelsesmæssige involvering, og undgå at leve sig ind i historien. Brecht sit mål, var at skabe en historiefortælling, og dermed også en dramaturgi, som gjorde at publikum forholdt sig kritisk og distanceret, til det som de så.
I dag er det derfor mange indenfor dramaturgi som sætter disse to former for klassisk teater og episk teater op mod hinanden, som modsætninger. De har nok alligevel en del fællestræk, selv om selve målet med historien er helt forskelligt. Det episke teater bliver ofte anset som en kold form for teater, som bryder med illusionen. Publikum skulle ikke være i tvivl om at det var teater, og de skulle gerne blive opfordret til at tage stilling til et politisk spørgsmål. Hvorpå i det klassiske teater, så var det at om at gøre at skabe mest mulig indlevelse, sådan at publikum næsten glemte at det var en historiefortælling.
Brecht skabe begrebet verfremdung, som betyder at fremmedgøre. Det kunne være at skuespillerne brød ud af rollen midt i en følelsesmæssig tung scene. Eller at man pludselig begyndte at fortælle replikkerne, i stedet for at sige det som om det skete. Målet var at skabe distance.
Forskellige dramaturgiske modeller
Igennem tiderne, så er det udviklet flere dramaturgiske modeller, som kan bruges til at fortælle historier på den bedst mulige måder. De forskellige modeller har hver sine styrker og svagheder, og det afhænger af hvilket medie du opererer med, og hvad slags historie man ønsker at fortælle, når du skal vælge en dramaturgisk model. Her går vi kort ind på nogen af de mest almindelige dramaturgiske modeller, det findes flere varianter af disse.
Det som er vigtigt at huske på, er at alle former for historiefortælling bør have en præmis. Historiens opgave kan derefter være at overbevise sit publikum, om at præmissen er rigtig. En præmis er fortællingens moralske, etiske elle ideologiske budskab, f.eks. det er forkert at lyve.
En af de mest kendte dramaturgiske modeller er berettermodellen, som vi tidligere har nævnt. Dette er den klassiske historiefortælling, som de fleste kender igennem en Hollywoodfilm, eller en typisk Disney film. Det som kendetegner berettermodellen, er at spændingen er naturlig opbygget, i kronologisk rækkefølge, det er nemt at følge med, og man vil som publikum blive berørt på de tidspunkter i historien, hvor dette efterstræbes.
En anden model er aktant-modellen, som er den model hvor der fokuseres mest på karaktererne, altså personerne i historien. Denne model er typisk brugt til at fortælle eventyr, men kan også bruges til andre former for fortællinger. Modellen hjælper med at redegøre for, hvad alle de personer som er med i historien, har for en rolle, og hvad de skal bidrage med i historien. Ifølge aktantmodellen er der i hver historie oftest defineret seks roller, som er:
Rollerne i Aktant-modellen
- Subjektet- hovedpersonen, med et mål.
- Objekt- hovedpersonens mål.
- Hjælper- en person eller ting som hjælper hovedperson.
- Modstander- den eller det som står i vejen for at hovedperson kan nå sit mål
- Giver- den eller det som giver objektet til hovedpersonen
- Modtager- den der får objektet, oftest er det hovedpersonen.
I aktant- modellen, så kan man se på, hvilke af de seks roller som interagerer med hinanden, og dermed finde ud af hvad som er de forskellige sin vigtigste opgave i historien.
Der er også bølgemodellen, som er en episodisk fortælleform, uden en klassisk spændingsopbygning. Denne er typisk brugt til dokumentarfilm, eller nyheds- og aktualitetsprogrammer.
Kontraktmodellen, bedre kendt som hjem- ude- hjem modellen, er den som omhandler en hovedperson som bevæger sig fra det sikre, til det ukendte, for så at komme hjem til det sikre igen.
Plot point modellen
Der er også Plot point modellen, som typisk bliver brugt til film. Her findes der to vendepunkter og et midtpunkt, i løbet af historien. Ofte er det tre betydningsfyldte begivenheder, som ændrer handlingen og holder spændingen levende igennem hele historien.
Dramaturgi er afgørende for formidlingen
Som historiefortæller, er det afgørende at man har styr på de dramaturgiske værktøjer, og fortællerstørrelser. For at fastholde et publikum, så skal man nemlig have styr på, hvordan man formidler en historie. For at du skal kunne ramme et publikum, skal du overveje hvilket tema din historie omhandler, historiens præmis og hvilket budskab du ønsker at sende til modtageren.
Du skal også kigge på hvilket medie historien skal fortælles i. Det er nemlig stor forskel på om du skal bedrive levende formidling på et teater, virtuel formidling på nettet eller filmisk formidling. De forskellige medier kræver ofte forskellig dramaturgi. Der er også forskel på, om du skal fortælle en historie fra virkeligheden, som f.eks. en dokumentar, eller om det er ren fiktion. I fiktionen kan du tage dig større friheder i formidlingen, da du ikke på samme måde er afhængig af troværdighed.
Der findes også mere ligestillet dramaturgier, som bølgemodellen er et eksempel på. Her kan du anvende en dramaturgisk form, som giver mulighed for at vise flere sider af samme sag. Dette er nyttig når du skal strikke sammen en dokumentarisk historie, og har brug for at vise flere sider af den samme historie. Bølgemodellen kan plaske frem og tilbage i tid, og sætte elementer af historien op imod hinanden.
Der findes også andre, mere montage prægede måder at sammensætte en historie. Her gælder det om at have tungen lige i munden, sådan at man ikke taber sine tilhørere.
Den gode historie
Dramaturgi er altså læren om at fortælle historier, og mest af alt, om at fortælle de gode historier. For at du skal blive en god historiefortæller, så skal du derfor dykke ned i dramaturgiens spændende verden. Dramaturgi handler nemlig om at skru en historie sammen, på den bedste mulige måde. Hvordan man så gør dette, har været kilde til diskussion helt siden antikken, og der er mange meninger om hvordan man gør det.
Det som vi kan se, det er at der er nogen helt tydelige fællestræk, som vi kan finde i de dramaturgiske modeller, samt at der selvfølgelig altid vil være eksempler på dem som eksperimenterer med at bryde med de eksisterende, fortæller former. Begge dele er utrolig spændende at fordybe sig i.
For at du skal blive en gode historiefortæller, så skal du have noget på hjertet. Du skal brænde af lyst til at fortælle og formidle. For uden den nødvendige passion for historierne, så vil det være svært at brænde igennem med din historie. Du skal også se på dramaturgien i din fortælling. De typiske gode spørgsmål du kan stille sig selv er, hvad der forløbet, fremdriften, karakterer og konflikter.
Den gode historiens struktur
Det kan være en god ide at du skriver en mindre fabel over din historie, inden du går i gang med at strikke den sammen. Her kan du får en forståelse af hvilke begivenheder der sker, og hvornår handlingens højdepunkter ligger i den store helhed. Dramaturgien i historien, er nemlig meget vigtig for forståelsen af historien.
Du skal fokusere på at du skal holde modtageren opmærksomhed, og nysgerrighed i din historie. Du kan skabe spænding ved at lægge ud små teasers, eller forventninger. Som giver en skøn følelse af tilfredsstillelse når forventningerne bliver indfriet. Du skal selvfølgelig også sørge for at de personer som du fortæller om, er nogle interessante personer. Med noget på hjertet.
Alle os som elsker historier, elsker konflikterne som er i historierne. Konflikter er brændstof til historiens fremdrift, og enhver publikummer, vil gerne have nogen stærke konflikter.